fbpx

Ledige stillinger i Skolens Venner

Skolens Venners søger projektkoordinator

Har du interesse for frivillighed, børns trivsel og skoleverdenen? Vil du hjælpe os med at etablere, udvikle og forankre foreningen Skolens Venner i Jylland med særligt fokus på Esbjerg og omegn? Så læs videre og se om du er vores nye projektkoordinator!

Skolens Venner er en forening af frivillige, der giver en hånd med i skolen. Vi arbejder for, at så mange børn som muligt mærker, at de bliver set og hørt – og at de oplever at få positiv opmærksomhed i hverdagen. Det gør vi fordi alle børn har ret til tryghed, voksenkontakt og nærvær. Vi arbejder i Esbjerg med støtte fra Lauritzen Fonden og i resten af landet med støtte fra Egmont Fonden og Den A.P. Møllesker Støttefond på, at mange flere børn på mange flere skoler skal få glæde ved en skoleven i deres skolehverdag.

 

Arbejdsopgaver
Som vores nye projektkoordinator har du en grundlæggende forståelse for foreningsarbejde, frivillighed og stor interesse for børne- og skoleområdet. Du kommer til at drive indsatsen i Esbjerg og resten af Jylland i tæt samarbejde med resten af sekretariatet, der sidder i København. Skolens Venners organisation baserer sig på frivilliges aktive indsats og engagement, hvilket sætter sit tydelige præg på ånden og stemningen i dagligdagen.

Du får ansvaret for udvikling og afvikling af lokale aktiviteter fordelt på to forskellige fondsfinansierede projekter. Dine er primære opgaver vil være at:  

  • Koordinere og samarbejde med alle relevante interessenter i Esbjerg og omegn, herunder med skoleledelserne på Cosmos og Urbanskolerne, MedVind i Østerbyen, Frivilligcentret, lærerkredsen samt kommunen.
  • Støtte til og samarbejde med frivillige i lokalforeninger i f.eks. Silkeborg, og støtte til opstart af nye lokalforeninger i f.eks. Billund afhængigt af behov og ønsker, herunder rekruttering af lokale frivillige til foreningsarbejdet.
  • Introducere nye skoler til skolevenskonceptet og understøtte deltagende skoler i, hvordan de bedst rammesætter indsatsen i relation til medarbejdere, forældre og elever.
  • Rekruttere skolevenner gennem både lokale og nationale kommunikationskanaler.
  • Organisere og afholde sociale aktiviteter for skolevenner og frivillige, som skaber tilhørsforhold, netværk og fællesskab, og er med til at fastholde de frivillige.
  • Dokumentere aktiviteter og resultater samt bidrage til nationale evalueringsindsatser samt gennemføre lokale evalueringer med skoler og skolevenner.
  • Kommunikere om indsatsen og dens resultater, herunder på sociale medier, artikler i lokalaviser, oplæg for interesserede, informationsmøder mm.
  • Bidrage til fundraising aktiviteter, herunder § 18 ansøgninger lokalt.

 

Hvem er du?
Du finder det interessant at arbejde i en frivilligorganisation, og du er verdensmester i samarbejde, da din berøringsflade bliver meget bred. Din evne til at tale og samarbejde med alle mulige forskellige mennesker er afgørende for om aktiviteter lykkes eller ej. Det er vigtigt, at du både kan gå i spænd med en flok frivillige i alderen 50-80 år og med skoleledere, lærere og kommunale ledere.

Vi forventer, at du:

  • Har erfaring med eller interesse for frivillighed - herunder frivilligrekruttering, fastholdelse og organisering.
  • Har et godt netværk i Esbjerg.
  • Viden om eller interesse for skoleverdenen og børns trivsel og læring.
  • Er indstillet på at være i en lille organisation, hvor ikke to dage er ens, og du er god til at motivere og holde dig sig selv i gang, for i hverdagen sidder du ikke fysisk sammen med dine kollegaer.
  • Er en god kommunikator – både i tale og på skrift.
  • Forstår at engagere og motivere mennesker og skabe forandringer gennem inddragelse af relevante interessenter.
  • Har diplomatisk sans og forstår at navigere på et område, mange mennesker har holdninger til, samtidig med at du fremstår tydelig i dine budskaber og formidling af foreningens formål og virke.

Som person regner vi med, at du har energi og gå-på-mod og kan se dig selv dér, hvor der er fokus på mennesker og værdier. Din alder, uddannelse og erfaring er ikke afgørende - du er måske uddannet lærer, akademiker eller noget helt tredje. Du har sandsynligvis base i Esbjerg eller omegn, og trives med at rejse rundt til møder og aktiviteter andre steder i Jylland og til møder i København fra tid til anden.

 

Hvem er vi?
Skolens Venner har i de sidste år været inde i en rivende udvikling. Gennem fondsstøtte fra Egmont Fonden og Lauritzen Fonden har foreningen bevæget sig fra at være en rent frivillig-drevet forening til at være en professionel forening med et lille ansat sekretariat, et strategisk fokus og et testet, kvalificeret og kvalitetssikret koncept for skolevenner. Der er nu skolevenner på 65 skoler fordelt på 25 kommuner og 8 lokalforeninger. Du kan læse mere om vores arbejde på www.skolensvenner.dk.

 

Løn- og ansættelsesvilkår
Vi krydser fingre for, at du kan starte d. 1. oktober 2022. Stillingen er på 25 timer/uge og ansættelsen er tidsbegrænset i 12 måneder med mulighed for forlængelse. Du vil referere til Skolens Venners sekretariatsleder i København, som også varetager projektledelsen og afrapportering til bestyrelse og fonde.

Løn fastsættes efter erfaring og kvalifikationer.

 

Ansøgningsprocedure og -frist
Hvis du har spørgsmål til stillingen så kontakt gerne sekretariatsleder Trine Ladegaard på tl@skolensvenner.dk eller tlf. 61683396.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning senest d. 15.september 2022 på mail job@skolensvenner.dk.

STØT
crossmenu